Frontend-webudvikler til verdens flinkeste Umbraco-bureau
Er du en erfaren frontend-udvikler med solid Umbraco-ekspertise og en forkærlighed til TypeScript? Leder du efter en arbejdsplads i Århus, hvor kvalitet, innovative løsninger og komplekse projekter er i højsædet? Så har vi måske jobbet til dig!
Illumi søger med lys og lygte (pun intended) efter dig, der vil være med til at skabe nogle af de bedste digitale løsninger for vores kunder.
Siden 2008 har vi gjort netop dét: Skabt fremragende digitale løsninger. Det fortsætter vi med, og med dig om bord bliver vi en familie på 23. Vores kunder er både danske og internationale, private og offentlige, mellemstore og store. For Umbraco kan bruges til det hele, men det ved du jo allerede.
I Illumi laver vi dog ikke ”bare” hjemmesider. Der er næsten altid et lag af kompleksitet i de løsninger, vi udvikler. Det kan fx handle om multisiteløsninger, avancerede webshops med bagvedliggende integrationer, eller specialudviklede løsninger med helt særlig funktionalitet, som vores kunder ikke kan finde andre steder.
Derfor er du også nysgerrig af natur og kan lide at udvikle noget, der ikke helt er udviklet før.
Derudover forestiller vi os, at du:
- er en erfaren frontend’er, der allerede har arbejdet ca. fem år (eller mere) med Umbraco.
- har kendskab til – og gerne erfaring med – TypeScript, Angular (eller andre SPA frameworks), Lit/Web Components, BEM og ASP.NET Core.
- er lige så vild med kvalitet, som vi er, og pusler med koden, til den sidste pixel er perfekt.
- har stort fokus på performance, skalerbarhed og vedligehold af kode.
- kan lide at arbejde tæt sammen med de andre i dit team – og på tværs af virksomheden.
- er god til at lære fra dig og give andre feedback.
- er flydende i dansk, da det er vores firmasprog.
Læs mere om hverdagen og vores værdier i vores medarbejderhåndbog.
Din hverdag i Illumi
Du får en plads i et af vores faste teams med andre udviklere, en projektleder, UX- og UI-designer og kundeansvarlige. I tæt fagligt samarbejde udvikler vi løsningerne, så alles input bliver hørt, og så alles kompetencer bringes i spil.
Cheferne i Illumi bestræber sig på at være meget lidt chefagtige. De bedste idéer kan komme fra hele virksomheden, og du kan derfor få stor indflydelse på måden, vi arbejder på, hvis du ønsker det.
Fra kontoret midt i Århus får du udsigt til DOKK1 og gåafstand til både busser, tog og letbane. Vi kan rigtig godt lide at være sammen og sparre med hinanden, men hjemmearbejdsdage er også helt fint, når der er behov for det.
Hvad din hverdag også byder på:
- Søde, knalddygtige og hjælpsomme kolleger.
- En årlig udviklings- og uddannelsesplan, som vi fastlægger i fællesskab.
- God løn, svarende til dine kvalifikationer.
- Pensionsordning på 10+5 % (vi betaler de 10).
- Sundhedsforsikring.
- Sommerfest, julefrokost, festuge, fredagsbar, løbeklub + alt det løse.
- Lækker frokostordning, god kaffe og morgenmad om fredagen.
- Lanceringskage, fødselsdagskage, torsdagskage (behøver man en anledning til kage?)
- Mulighed for brusebad, hvis du løber eller cykler på arbejde (måske for at kompensere for kagen).
Sådan gør du
Skriv til job@illumi.dk og vedhæft CV og ansøgning på dansk. Fokusér på din tilgang til frontend-udvikling.
Vi forbeholder os ret til ikke at besvare henvendelser, der kun indeholder et CV. Til gengæld er det helt op til dig, om du sender en videoansøgning, en ansøgning i kodesprog eller en old-school en af slagsen.
Vi vurderer ansøgere løbende og tager opslaget ned, når vi har fundet den rigtige kandidat, så ansøg hellere i dag end i morgen.
Har du spørgsmål til jobbet, er du mere end velkommen til at kontakte partner Rasmus Bollerup på telefon 4133 5252.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Mere om Illumi
Hos Illumi gør vi ikke hverdagen til en fest, men vi holder af hverdagen, som den er. Det er en hverdag med travlhed, udfordringer, grin, succeser og ind imellem også nederlag. Vi elsker vores hverdag – netop derfor!