Provas
Fra forsømt barn til frisk ny hjemmeside
Da forsyningsselskabet Provas skulle opgradere deres CMS, benyttede de lejligheden til at gentænke hele deres website. Både indhold, design og struktur kom igennem moderniseringsmaskinen, i tæt samarbejde med Illumi. På den måde har de skabt et helt nyt website, der er langt mere brugervenligt. Både for redaktørerne og for slutbrugerne.
”Vores gamle hjemmeside var lidt det forsømte barn, som trængte til noget opmærksomhed,” fortæller Louise Drachmann Lorenzen, kommunikationskonsulent i Provas. ”Især var det et problem, at hjemmesiden ikke var responsiv, og at den ikke overholdt alle krav om webtilgængelighed. Men der var faktisk så meget, vi gerne ville ændre, at vi valgte at starte helt fra nul.”
En gennemgribende renovering
Sammen gik Provas og Illumi derfor i gang fra en ende af. Vi analyserede brugerrejsen og byggede en ny side- og navigationsstruktur. Derudover fandt vi Provas’ eksisterende designmanual frem og gav den liv i et helt nyt webdesign.
Louise Drachmann Lorenzen uddyber: ”Vores gamle hjemmeside var meget konservativ og mørkeblå. Med det nye design er flere af farverne fra designmanualen kommet i spil, så vi har fået et lettere og mere nutidigt udtryk - knap så myndighedsagtigt. Vores farver bliver udnyttet bedre, og vi kan lettere bruge billeder i det nye design.”
(Fortsættes under billedet)
Webtilgængelighed og brugervenlighed i fokus
”I det hele taget er hjemmesiden blevet meget mere indbydende,” fortsætter Louise Drachmann Lorenzen. ”Den gamle side blev mest brugt som arkiv for os selv, men sådan skal det jo ikke være. En hjemmeside er til for brugerne, og det er vores hjemmeside blevet nu. Også i forhold til webtilgængelighed og responsivt design.”
For at sikre fokus på brugerne, inviterede Provas og Illumi en lille gruppe borgere ind for at teste og komme med input til prototypen. Brugergruppen testede således både navigation og indhold, før Illumi gik i gang med den endelige implementering.
Den endelige hjemmeside lægger i høj grad op til selvbetjening, og brugerne kan fx finde guides til at forstå deres regning, tilmelde sig SMS-service ved driftsforstyrrelser, finde priser på vand og affaldshåndtering - og meget mere. Hvis de ikke straks finder det, de leder efter, kan de let søge det frem via en søgefunktion.
”Mange brugere bladrer sig ikke igennem side efter side men søger i stedet på det, de gerne vil finde,” forklarer Louise Drachmann Lorenzen. ”Derfor skal det være let at søge tingene frem. Vores hjemmeside er godt besøgt – især affaldssektionen. Folk vil fx gerne vide, hvornår deres affaldsbeholder bliver tømt. Den slags kan de nemt finde information om i dag.”
Meget lettere at redigere
Slutbrugerne er ikke de eneste, der har fået det lettere med den nye hjemmeside. Også de mange redaktører i Provas mærker en forskel. ”Det nye CMS er så meget nemmere at arbejde i!” forklarer Louise Drachmann Lorenzen. ”Meget af redaktionsarbejdet ligger hos fagredaktører i de enkelte afdelinger. De har styr på lovændringer og sørger også for at lave driftsmeddelelser og den slags. Det ville være umuligt for mig at holde mig opdateret på alle fagområder, og jeg ville blive flaskehals, hvis jeg skulle ind over det hele. I dag spørger redaktørerne mig sjældent, hvordan de skal bruge CMS’et – det giver meget sig selv.”
Nytænkning med benene på jorden
At Provas netop valgte Illumi til opgaven med at lave en ny hjemmeside var ikke helt tilfældigt. ”Vi fik tilbud fra flere bureauer, men Illumi passede godt til os,” funderer Louise Drachmann Lorenzen. ”De har begge ben på jorden og lytter til vores ønsker og behov. Vi vil ikke råbe for højt, men samtidig vil vi gerne være professionelle og moderne. Ikke mindst i forhold til at tiltrække medarbejdere. Den balance fandt vi rigtig godt med Illumi, der også var gode til at ryste os lidt, hvis vi blev for konservative.”
Siden den nye hjemmeside er gået i luften, er samarbejdet mellem Provas og Illumi fortsat stille og roligt.
”Én gang om året har vi et fast møde, hvor vi taler om, hvad vi har af fremtidsplaner. Det er meget rart, for så får vi det gjort. Illumi har selvfølgelig en salgsinteresse i at holde sådan et møde, men det er helt uforpligtende for os. De forsøger ikke at sælge os en hel masse, men er tværtimod meget lydhøre over for vores behov. Det er rigtig rart,” slutter Louise Drachmann Lorenzen.
Er du i forsyningsbranchen og har brug for en ny hjemmeside? Kontakt
Henrik Møller
Kom med om bord
Se andre projekter, vi har lavet for forsyningsbranchen, og bliv klogere på teknologien, der ligger bag.