Designfaser og metoder

Forventningsafstemning er helt centralt i vores indledende samarbejde med kunderne

Indledende workshops

Formålet med de indledende workshops er at samle tilstrækkelig viden inden udformningen af den specifikke løsning. Om der er én eller flere workshops, eller om vi laver et 4 dags design sprint, afhænger helt af kundens udgangspunkt.

Efter denne indledende designfase, er det målet, at vi har et klart indblik i pain points, målsætning, målgrupper/personas, behov og krav, eksisterende IT-landskab, brandidentitet og organisationskultur.

User Experience Design

Wireframes og prototyper

For at forventningsafstemme med kunden og brugerne af løsningen, designer vi simple og forståelige wireframes til at præsentere foreslåede funktioner, informationsarkitektur og forslag til indhold på et website.

De statiske wireframes uploader vi til et online prototype værktøj, som via udvalgte punkter gør det muligt at interagere imellem frames. På denne måde kan prototyperne også bruges til initiale brugertests. Når prototypen er gennemarbejdet, har vi et godt og reelt grundlag for at udvikle et funktionelt user interface.

Visuel identitet

Et brands identitet bliver opfattet og vurderet på et splitsekund. I dette splitsekund skal brandet udtrykke troværdighed og professionalisme samt sikre brand-genkendelighed. Når vi udarbejder en digital visuel identitet for en kunde, er det derfor vigtigt for os at sikre:

  • et samspil mellem virksomhedens logo, bomærke, ikoner, farvepalet, typografi, billedsprog og grafisk stil
  • at virksomhedens særlige kultur, værdier, personlighed manifesterer sig i den visuelle identitet

Særligt det sidste er vigtigt, da vi som forbrugere skarpt og intuitivt vurderer, om der er en overensstemmende identitet, når vi møder virksomheden i forskellige touchpoints. En god digital visuel identitet kan ikke dække over en dysfunktionel kultur eller skrantende økonomi, men det kan give et godt førstehåndsindtryk, hvis første touchpoint mellem en potentiel kunde og brandet er websitet.

User Interface Design

Når funktionaliteter, informationsarkitektur og indhold er på plads og testet, kan vi begynde at klæde det kommende site på i overensstemmelse med den udarbejdede visuelle identitet. 

Vi viser eksempler på, hvordan relevante sider såsom forside, fordelingssider, artikelsider, 404-sider, søgeresultatsider ser ud iklædt den visuelle identitet og foldet ud på forskellige platforme. Ligesom med wireframes samler vi disse sider i en prototype, så kunde og brugere kan teste designet i en browser.

Rentegning og overlevering

Når den visuelle identitet er integreret, udarbejder vi en rentegnet styleguide, der indeholder en liste over alle modulerne vist på forskellige enheder samt dokumentation for, hvordan disse skal opføre sig. Dette dokument benytter vi som grundlag for den efterfølgende implementering. Læs mere om overlevering af webdesign

Modulær designtilgang

For at sikre mest mulig redaktionel fleksibilitet, designer vi altid websites i moduler. Et modul kan for eksempel være et banner, et tekstafsnit, en formular, en kontaktperson m.m. Modulerne designer vi, så de kan indsættes i vilkårlig rækkefølge, uden at det kompromitterer designet.

Indhold relateret til webdesign

En god designproces indeholder lige dele nysgerrighed, kreativitet, ledelse og struktur, og det er vigtigt at facilitere henholdsvis det ene og det andet på de rigtige tidspunkter i processen, så både idéudvikling og fremdrift understøttes maksimalt.