Nofollow, sponsored og ugc

I denne artikel får du indsigt i, hvordan du bruger Googles nye attributter på links, og vi giver dig tips til, hvad du gør, hvis du får backlinks, der skader din ranking

Linkbuilding er et off-site SEO greb, der kan have stor effekt på din online succes. Umiddelbart vil mange nok tænke, at et backlink er ensbetydende med mere trafik ind på sitet. Det kan vi ikke argumenterer imod, men der er en anden og vigtigere grund til, at du bør arbejde strategisk med linkbuilding - PageRank!

Søgemaskiner - som fx Google lægger i deres ranking algoritmer stor vægt på de links, der peger ind til dit website.

Tidligere var det mængden af backlinks, der havde betydning for ranking, men i dag handler det langt mere om kvalitet frem for kvantitet. Derfor er det vigtigt, at du kritisk forholder dig til de backlinks, du har eller forsøger at få. Det gælder både de købte (dem vender vi tilbage til) og dem du har gjort dig fortjent til gennem en god artikel eller kommentar.

Det ændrede fokus på kvaliteten af et backlink har skabt et ønske om bedre at kunne identificere på hvilken måde og i hvilken kontekst, links bliver anvendt. På den måde bliver det også lettere at vurdere hvilken værdi, der skal overføres gennem et link og hermed også, hvordan det skal påvirke den side, der linkes til i et søgeresultat. Derfor har Google defineret nogle nye retningslinjer for backlinks, som du kan læse mere om senere i artiklen.

Hvad er backlinks?

Helt basalt er et backlink en henvisning fra ét website til et andet. Et backlink får du, når dit indhold er så godt og relevant, at andre websites vil sende deres brugere i din retning. Regnestykket er simpelt. Flere relevante anbefalinger medvirker til højere PageRank, og det giver større sandsynlighed for at få en god placering i et organisk søgeresultat, når nogen søger på noget, der er relateret til dit indhold.

Hvad er PageRank?

Kort fortalt er PageRank en algoritme der beregner en score af en given webside. Scoren har indflydelse på den placering, Google giver din side i et søgeresultat, men PageRank er blot en af mange algoritme, der afgør, om du får førstepladsen eller sidstepladsen i et søgeresultat. Læs mere om ranking og SERP

Backlinks har stor betydning for din PageRank

Det er Googles Bot Crawlers, der identificerer og følger dine backlinks. I den proces tillægger Google - afhængigt at afsenderen - en værdi til dit backlink, som får en stor betydning for page rank på den side, som linket peger ind til. Du ønsker derfor næppe at få backlinks fra domæner eller sider, som Google vurderer som useriøse eller mangler tilstrækkelig autoritet på området.

Hidtil har vi haft mulighed for at sætte en <nofollow> attribut på et link, som Google ikke skal tillægge værdi i forhold til page rank. Helt lavpraktisk betyder det, at Google Bot Crawlers ikke følger dit link og dermed heller ikke overfører hverken positiv eller negativ PageRank. Alle links, der ikke har <nofollow> attributten, betragter Googles Bot Crawlers som <dofollow> links, og de vil følge linket til din side, og tillægge det en værdi i forhold til afsender-domænets autoritet og de attributter, der er knyttet til linket.

Hvornår bruger man <nofollow> attributter?

<nofollow> attributten bruges på backlinks, du får fra:

  • Blog kommentarer (fremadrettet <ugc>)
  • Sociale medier (post links)
  • Blogs eller nyhedssites
  • Links fra pressemeddelelser

Mange populære websites bruger <nofollow> attributter som standard på alle deres udgående links:

  • Quora
  • YouTube
  • Wikipedia
  • Reddit
  • Medium

Googles to nye link-attributter

Google har netop introduceret to nye link-attributter, som skal hjælpe med at identificere arten af et link, men også give et hint om, i hvilken grad linket skal påvirke din PageRank.

De nye attributter er:

rel="sponsored"
rel="ugc"

Du kan og bør stadig anvende <nofollow> attributten, men fremadrettet kan du også gøre brug af disse to nye, enten alene eller sammen med <nofollow>.

rel=”sponsored”

Ifølge Googles Webmaster Guidelines er det din opgave at sikre, at et backlink i form af en reklame for din virksomhed, ikke påvirker et søgeresultat. Derfor skal linket tagges rigtigt op for at undgå strafpoint fra Google og et drop i søgeresultatet.

Hvis du bliver betalt for at sætte et link på dit website, eller du køber dig til en omtale og et link fra et andet website, skal dette fremadrettet markeres som “sponsored”. Det skal være synligt for brugeren, at indholdet er sponsoreret, ligesom der skal tilføjes en link-attribut, der fortæller Bot Crawlerne, at der er tale om et betalt/sponsoreret link. Konkrete eksempler følger i slutningen af afsnittet.

På Illumi.dk publicerer vi ind imellem artikler, hvor vi linker til mere viden om et specifikt emne eller et konkret værktøj. Når vi linker til eksterne kilder, er det fordi vi vurderer, at indholdet understøtter eller udbygger, hvad vi selv har skrevet om emnet. Linket kan derfor betragtes som vores anbefaling af det indhold, vi linker til.

Fordi der er tale om vores anbefaling, som vi ikke er blevet betalt for at give, behøver vi altså ikke tilføje hverken <nofollow> eller <sponsored> attributten.

Anderledes forholder det sig med affiliate websites, som er websites, der primært genererer omsætning ved at promovere andres produkter eller brands. Det kan gøres på rigtig mange måder, nogle bestemt mere raffinerede end andre.

Ændringerne er trådt i kraft 1. marts 2020 og gælder fremadrettet. Du behøver ikke foretage ændringer på dine ‘gamle’ <nofollow> links.

Når links bliver en forretning

Nerdwallet er et affiliate website, der primært blogger om finansielle forhold og privatøkonomi. De vil gerne fremstå som en objektiv og troværdig kilde til råd og vejledning i finansielle forhold, men samtidigt lægger de ikke skjul på, at de har et stort partnernetværk, der betaler for omtale på sitet.

De benytter <nofollow> attributten på alle links til partnernes produktsider, og samtidigt har de en tydelig disclaimer, som gør opmærksom på, at måden de forskellige produkter vises på, og hvilke produkter der bliver omtalt, er påvirket af den kompensation, Nerdwallet får fra de respektive partnere i netværket. Fremadrettet skal de også have <sponsored> attributten på links til partnernetværkets produktsider.

Www.Nerdwallet.Com The Best Credit Cards Trk=Nw Gn 5.0

Et andet eksempel er bloggen Valdemarsro.dk. Valdemarsro.dk er oprindeligt startet af en passioneret madblogger, og har i dag 1,7 million unikke læsere om måneden. Det gør bloggen attraktiv i markedsføringssammenhæng og den passionerede madblogger lever i dag af sin blog.

Succesen bunder i en god balance mellem sponseret indhold og traditionelt indhold, samtidigt med at der er fuld transparens, så man ikke er i tvivl om, hvornår det er det ene og det andet. Da blogs typisk får størstedelen af trafikken fra søgninger i fx Google, kan en ukorrekt  eller manglende brug af link-attributter skade din page rank og dermed hele forretningsgrundlaget.

Strandhotellet Nofollow

rel=”ugc”

Langt de fleste blog-, debat- og fora-systemer forsyner i dag helt automatisk links i kommentarspor med en <nofollow> attribut. Fremadrettet skal denne form for links angives med link-attributten <ugc>, som står for User Generated Content.

WordPress har netop annonceret, at de adopterer den nye attribut på blogkommentarer i den næste opdatering, som kommer i løbet af november 2019, og vi vil formentligt se det implementeret i de fleste gængse content management systemer i løbet af kort tid.

Her er et eksempel på best practice i et kommentarspor på Quora. Selvom <nofollow> linket automatisk bliver koblet på de links, der angives, har afsenderen alligevel slutteligt skrevet en disclaimer, der forklarer forbindelsen mellem afsender og det, der linkes til. Det er god stil og helt i tråd med Googles ønsker om at forstå hensigten med et backlink.

Quora Disclaimer

Hvad betyder det for SEO?

Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om, hvor stor en effekt de nye link attributter får i forhold til page rank. Det, vi ved, er, at Google allerede nu er begyndt opfatte en <nofollow> attribut mere som et hint eller opfordring til ikke at følge linket, hvilket betyder, at Google faktisk i nogle tilfælde følger linket og måske også overfører page rank.

Oversigten her fra MOZ (som vi har oversat til dansk) viser ændringerne i Googles nye linkpolitik.

Moz Link Attributes

Hvor finder jeg oplysninger om mine backlinks?

Der findes mange gode værktøjer, der kan fortælle dig hvem, der linker til dine sider, og om de er markeret som <dofollow> eller <nofollow>.

Her er et par links til gode værktøjer, der uden betaling kan give dig et hurtigt overblik. Vil du dybere ned i dine backlinks, kræver begge værktøjer et abonnement.

Værktøj: Neil Patel | SEO Analyzer 

Værktøj: MOZ | Link Explorer

Google Search Console leverer også information om dine backlinks – og det er ganske gratis. Google løfter dog ikke sløret for markører som domæne- og sideautoritet samt spam scores, men til gengæld får du hele listen over backlinks, linktekster og domæner, som linker til dit website.

For at kunne følge dine backlinks skal dit website være koblet op på Google Search Console.

Linkbuilding er en langsommelig proces – der er ingen short cuts, hvis du vil værne om din domæneautoritet. Gode backlinks får du først og fremmest gennem et godt og deleværdigt indhold, som du ikke må kompromittere gennem ufine metoder.

Hvad gør jeg med suspekte backlinks?

De fleste websites oplever indimellem at få backlinks fra suspekte domæner. Det skal du ikke nødvendigvis gå i panik over. Google er efterhånden ret god til at identificere spammy links og vil formentlig undlade at lade det gå ud over din ranking.

Vil du være på den sikre side, kan du jævnligt tjekke dine backlinks og de domæner, som linker til dit site. Har du mange domæner, som lyser langt væk af at være spam, bør du handle på det. Her er et par eksempler på suspekte domæner fra vores egen backlink-liste.

avdqiscounters.cf
belhitungi.ga
seongiarei.tk
sexyvids.top

Sådan afviser du unaturlige backlinks til dit website

  • Opret en liste med de backlinks eller domæner, du gerne vil have afvist. Listen gemmer du som .txt fil.
  • Gå til Googles afvisningsværktøj
  • Hvis du er logget ind i Google Search Console, vil dit websitedomæne være forudfyldt. Hvis ikke, følger du vejledningen omkring verificering af domæneejerskab. Klik på knappen ”afvis links”.
  • Upload din fil med links, der skal afvises.

Selvom det er en simpel proces, er det en god idé at læse Googles vejledning til afvisning af backlinks, før du går i gang. Der er nogle få krav til, hvordan links og domæner skal angive i listen for at blive genkendt og godkendt.

Læs mere om Googles nye link attributter

Artikel: Evolving “nofollow” – new ways to identify the nature of links

Artikel: How Google's Nofollow, Sponsored, & UGC Links Impact SEO

Relateret indhold