Enkel præsentation af komplekst varekatalog

Det er bogstavelig talt et spørgsmål om liv og død, at VIKING Life-Saving Equipment informerer fyldestgørende og præcist om deres produktsortiment.

Som førende global leverandør af maritimt sikkerhedsudstyr er det bogstavelig talt et spørgsmål om liv og død, at VIKING Life-Saving Equipment informerer fyldestgørende og præcist om deres produktsortiment. Det gør de blandt andet via en professionel digital platform bestående af et website og en B2B-webshop, der henter produktdata fra deres bagvedliggende SAP Commerce Cloud. Websitet og shoppen er udviklet i tæt samarbejde med Illumi.

Bred kundeskare og omfattende produktsortiment

VIKING Life-Saving Equipment leverer et bredt sortiment af sikkerhedsudstyr, herunder redningsflåder, redningsveste, brandslukningsudstyr og evakueringssystemer til søfart, offshoreindustrien, fiskeriet, lystsejlads og militæret. Med andre ord har virksomheden en bred kundeskare og et endnu bredere produktsortiment. Derfor er det vigtigt med en klar struktur og gode filtreringsmuligheder på deres hjemmeside, så den enkelte kunde let kan finde produkter, der matcher deres specifikke branche og sikkerhedsmæssige behov.

VIKINGs kunder kan fx filtrere på branche, produktkategori, formål, godkendelsestyper og produktbrand, og ved hvert produkt kan de finde detaljerede produktoplysninger og dokumenter med certificeringer m.m. På den måde kan kunderne trygt finde og udvælge produkter, der lever op til deres krav.

En produktpræsentation baseret på valide data

Mange af produkterne findes i flere varianter, og kunderne skal selvfølgelig kunne finde den variant, der bedst opfylder deres behov. Vælger de én variant, har det betydning for, hvilke øvrige kriterier de kan få opfyldt. Systemet skal derfor hele tiden respondere på de kriterier, kunderne søger på og afspejle det aktuelle varelager.

Informationerne på websitet og i shoppen hentes i realtid fra VIKINGs bagvedliggende SAP Commerce Cloud. SAP Commerce Cloud fungerer som virksomhedens single source of truth, og VIKING kan derfor stole på, at produktinformationerne på websitet og i B2B-shoppen altid er de rigtige.

Automatiseret workflow sikrer samspil mellem selvbetjening og personligt salg

Selve produktsalget foregår via en kundekonsulent, men forud for dét kan kunderne gøre processen lettere for både sig selv og konsulenten ved at finde og udvælge de ønskede produkter. I stedet for at betale direkte for de produkter, de lægger i kurven, kan de sende kurven af sted som en quote-forespørgsel til en salgskonsulent. Alle specifikationer er allerede her præciseret af kunden, og via et workflow lægges forespørgslen automatisk ind i SAP Commerce Cloud, hvorefter kunden bliver kontaktet af en konsulent.

Det skaber tryghed for kunderne at kunne finde alle detaljer om sikkerhedsudstyret og vurdere det på egen hånd, før de taler med en konsulent – og samtidig er den personlige relation og service vigtig for både kunderne og for VIKING. Derfor understøtter platformen samspillet mellem selvbetjening og personligt salg. Nogle af VIKINGs kunder har særlige muligheder for selvbetjening bag et login, der optræder som en naturlig del af websitet.

At gøre en forskel

Ud over salg af produkter, fungerer websitet også som register over mere end 280 servicestationer, som VIKING har fordelt over hele kloden. Via en kortfunktion og enkle søge- og filtreringsmuligheder kan kunderne let finde frem til nærmeste servicestation, uanset hvor i verden de befinder sig. De kan søge på servicestationer, der kan vedligeholde og reparere specifikt sikkerhedsudstyr, og de kan nemt finde kontaktoplysninger og dermed hurtigere få assistance.

Som led i VIKINGs mission om at redde menneskeliv i hele verden er det rigtige udstyr og hurtig assistance afgørende. I bund og grund er det dét, VIKINGs website og B2B-shop bidrager til. Og i Illumi er vi enormt stolte af at have været med til at gøre en forskel for en ambitiøs virksomhed – og i sidste ende for sikkerheden i den maritime verden.

Fakta om løsningen

Billede af Henrik Møller

Vil du vide mere?

Hvis du vil høre mere om casen, eller hvis du er på jagt efter en skræddersyet softwareløsning, så tag fat i Henrik.

Kunderådgiver & partner

Henrik Møller