Umbraco-opgraderinger
Hvad er der med de Umbraco-opdateringer?
Hvis du nogensinde har følt, at din Umbraco-partner jagter dig i tide og utide og vil have dig til at opdatere dit CMS, så forstår vi dig godt.
Det er let at få tanken, at opdateringerne er mere til gavn for dem, der laver dem, end for dig som bruger CMS’et og betaler for udviklingen. Men vi tør godt lægge hånden på kogepladen og sige, at opdateringerne allermest gavner dig selv. I denne artikel vil vi prøve at forklare hvorfor.
Lad os starte med konklusionen (der er flere konklusioner, men denne er nok den vigtigste):
- Truslerne mod datasikkerhed via bl.a. hacking af websites er højere end nogensinde.
- Umbracos sikkerhedsniveau er tårnhøjt, fordi Umbraco hele tiden udvikler og opdaterer teknologien.
- Dit eget website forbliver kun sikkert, hvis du følger nogenlunde med opdateringerne, ligesom en forudsætning for din GDPR-compliance er, at dit website er opdateret.
Dit hus skal vedligeholdes – det samme skal dit CMS
Det er lidt som et hus. Når du bygger et nyt hus med nye mursten, vinduer og døre, er det solidt og sikkert. Vind og vand kan ikke trænge ind, og du kan sidde roligt i din lune stue. Men som tiden går, opstår behovet for at fikse småting hist og pist.
Det behøver heldigvis ikke at være så slemt. Hvis du holder fugerne ved lige og løbende maler træværket, slipper du for tæring, råd og sprækker i konstruktionen, hvor fugten kan trænge ind. Hvis du derimod venter, til skaden er sket, kan det blive en overordentlig dyr omgang, fordi dele af huset helt skal skiftes ud.
Det er fuldstændig det samme med dit CMS. Med tiden kan der opstå huller og sprækker, som er en trussel for datasikkerheden. Ikke fordi konstruktionen har været dårligt fra starten, men fordi teknologien udvikler sig, og de lyssky cybereksistenser bliver dygtigere og dygtigere til at finde ind.
Hvis du løbende vedligeholder dit CMS, undgår du, at sprækkerne opstår, så hackere kan trænge ind. Det kan være lidt surt at skulle bruge tid og penge på, men i sidste ende betyder det, at du slipper for at bruge langt mere tid og langt flere penge på at reparere eller skifte CMS’et ud – eller i værste fald at du mister data til de forkerte.
Farvel til teknologisk gæld
I tech-verden taler man om at undgå teknologisk gæld. Det handler i bund og grund om, at små problemer kan vokse sig store, hvis du ikke håndterer dem hen ad vejen. Når systemer ikke vedligeholdes eller bliver forældede, vokser den teknologiske gæld støt. I starten er gælden ikke så stor, men efterhånden påløber renters rente, og i sidste ende bliver gælden derfor langt større, end hvis du havde lagt nogle mindre beløb hen ad vejen.
Siden Umbraco lancerede deres første version i 2003, er der kommet flere tusind forbedringer. Mange af dem har været bittesmå, men tilsammen har udviklingen været enorm.
Virksomheder, der ignorerer opdateringerne i mange år for at spare nogle få tusind kroner en gang imellem, ender ikke sjældent med at måtte skifte det hele ud. Hvad dét koster, afhænger blandt andet af kompleksiteten af dit website, men flere hundrede tusind kroner er ikke usædvanligt.
Goddag til sikkerhed og GDPR-compliance
At holde din Umbraco-installation opdateret er ikke bare en god idé rent teknologisk. Det er også en vigtig faktor, hvis du vil leve op til kravene vedr. GDPR – altså hvordan du håndterer persondata. Når du opdaterer dit CMS, lukker du ikke bare de sikkerhedshuller, som uundgåeligt opstår hen ad vejen, du får også løbende adgang til nye funktioner, der forbedrer datahåndtering og databeskyttelse.
Så opdateringer er ikke til at komme udenom. Men hvor tit bør du opdatere din Umbraco-installation, og hvad koster det dig i tid og penge?
Forskellen på små og store opdateringer (minor og major releases)
Som nævnt videreudvikler Umbraco hele tiden teknologien bag CMS’et. Hver sjette uge udgiver de således en såkaldt minor release med små forbedringer, fejlrettelser og optimeringer. Det er dér, versionsnavnet skifter fra fx version 15.0 til 15.1.
Forbedringerne i minor releases drejer sig typisk om små fejlrettelser eller nye, mindre features, og langt de fleste virksomheder behøver ikke at reagere særskilt på disse. Det samme kan man til gengæld ikke sige om major releases.
Umbracos major releases kommer hver sjette måned og omhandler større og mere grundlæggende ændringer, både i forhold til funktionalitet og sikkerhed. Her skifter versionsnavnet samtidig i heltal, fx fra version 15 til 16.
Vi anbefaler som udgangspunkt, at du har den seneste major-version. Det vil som hovedregel også være dén, vi udvikler til, hvis du kommer til os og skal have et helt nyt website. På den måde får du den højeste grad af sikkerhed, den mest brugervenlige løsning og den bedst mulige performance.
Alligevel er der virksomheder, som ikke ønsker (eller har brug for) at opdatere hver sjette måned. I dét tilfælde giver det mening at skele til, hvor længe du kan få supporteret din webløsning.
Short Term Support og Long Term Support
Umbraco inddeler deres major releases (dem, der kommer hver sjette måned) i yderligere to kategorier: Long Term Support (LTS) og Short Term Support (STS). Hver fjerde major release er en LTS-version; de andre er STS-versioner. Med andre ord kommer der en ny LTS-version hvert andet år.
Som navnene indikerer, understøttes LTS-versionerne med sikkerhedsopdateringer og øvrige forbedringer i en længere periode end STS-versionerne.
Hvis du gerne vil begrænse dine CMS-opdateringer til et minimum, kan en fornuftig rettesnor derfor være at opdatere, hver gang der kommer en ny LTS-version. På den måde bevarer du et fornuftigt sikkerheds- og performanceniveau trods eventuelt begrænsede ressourcer.
Figuren nedenfor viser, hvornår Umbraco forventer at komme med de forskellige opdateringer.
Og så er der også lige sikkerhedspatches …
Hvis du er lidt rundtosset på nuværende tidspunkt, er der ikke noget at sige til det. Men indtil videre handler det altså om, at du (sammen med din Umbraco-partner) finder frem til, om du skal opdatere ved selv de mindste Umbraco-releases (hver sjette uge), eller om du kan nøjes med at gøre det, når de større releases kommer hvert halve eller hvert andet år.
Dog er der en sidste, meget vigtig ting, der til enhver tid kan dukke op fra højre (typisk ca. hver fjerde måned): sikkerhedspatches. Sikkerhedspatches er, når Umbraco opdager en væsentlig sikkerhedsbrist, som ikke kan vente med at blive fikset til næste minor eller major release.
Sikkerhedspatches bør du aldrig lukke øjnene for, men heldigvis er det selvfølgelig noget, din betroede Umbraco-partner kan holde øje med – og fikse – for dig.
Hvor tit skal jeg så opdatere mit Umbraco CMS?
Der er ikke ét svar, der er det rigtige for alle virksomheder, når det handler om, hvor tit du skal opdatere dit CMS. Det kommer i særdeleshed an på, hvor høje krav din virksomhed har til sikkerhed, brugervenlighed og performance.
Lad os opsummere, hvad denne artikel har givet som tommelfingerregler:
- Minor releases (hver sjette uge): Mindre opdateringer, som du ikke nødvendigvis behøver at forholde dig til.
- Major releases (hver sjette måned): Større opdateringer ift. sikkerhed og funktionalitet. Disse bør du forholde dig til. Hvis du ikke ønsker (eller har brug for) at opdatere hvert halve år, er det som minimum en god idé at gøre det hvert andet år, når den udgivne opdatering er en Long Term Support-version.
- Sikkerhedspatches (når som helst): Disse bør du altid reagere på.
Hvis du løbende opdaterer og dermed vedligeholder dit website, har du et solidt hus, der kan blive stående i mange år.
Virksomheder, der holder deres website opdateret, vil blandt andet opleve, at de ikke behøver at starte forfra, selvom de måske på et tidspunkt vil have et helt nyt grafisk design. De vil også opleve, at deres website performer bedre, fordi det ikke humper af sted på forældet teknologi.
Vedligeholdelse handler derfor ikke kun om at undgå sikkerhedsmæssige katastrofer eller at holde den teknologiske gæld nede. Det handler i høj grad også om at fremtidssikre dit website, så din virksomhed får værdi af det i mange år.
Det er mindst lige så vigtigt at holde sit underliggende framework opdateret, som det er at følge med cms-opgraderingerne. Fx nytter det ikke at opdatere Umbraco, hvis du kører på noget gammelt .NET. Så husk at komme hele vejen rundt.