Sådan fungerer din hjerne på sociale medier

Nonverbale signaler

Vores hjerner er indrettet til at bearbejde sociale signaler. Flere studier viser, at langt de fleste af vores daglige interaktioner med andre mennesker, nærmest udelukkende er baseret på nonverbal kommunikation.

Nonverbale signaler, der ikke har noget med de sagte ord at gøre, har en væsentlig betydning for vores forståelse af en interaktion. Ansigtsudtryk, toneleje, kropsholdning, øjenkontakt, fysisk afstand m.m. er kernen i vores kommunikation og interaktion med hinanden.

Hvis vi fratages muligheden for at fortolke de nonverbale signaler, er det vanskeligt at forstå den fulde mening i en interaktion. Det er vanskeligt at forstå hvilken motivation og intention, der ligger bag de skrevne ord, eller hvilken sindsstemning afsenderen er i. Motivation og intention er begge vigtige faktorer i vores fortolkning og forståelse af det sagte.

De nonverbale signaler tillægger en betydelig dybde til vores interaktion, men samtidigt sætter de vores hjerner på arbejde, når signalerne skal bearbejdes. Det kræver en kognitiv og følelsesmæssig indsats at tolke de nonverbale signaler, men ikke desto mindre, er det en vigtig proces, som gør os i stand til fx at føle empati for andre og forstå deres situation.

Meget af den interaktion, vi har med andre mennesker på sociale medier, foregår ikke face-to-face og er derfor blottet for nonverbale signaler. Til vores hjælp kan vi benytte et lille register af følelsesmæssige ledetråde - emojis, som kan tillægge en vis form for nuance til vores interaktion. Men fordi vi ikke modtager de nonverbale signaler, er der stor risiko for misforståelser, misfortolkninger og decideret misinformation.

Hvorfor benytter vi så i stor stil de virtuelle sociale medier som platform for vores interaktion med andre mennesker?

Hjernen er doven

Når vi interagerer med vores venner via sociale medier, får vi en følelse af at være forbundne, uden at vi skal bruge tankekapacitet på en kompleks fortolkning af de mange nonverbale signaler, som vi fx modtager ved en face-to-face interaktion. Hjernen er i udgangspunktet doven, og når vi er trætte og føler os i underskud, vælger vi ofte den lette virtuelle løsning til at pleje vores relationer.

Nogle ser timerne med mobilen i hånden som et kærkomment og velfortjent frikvarter, hvor vi lader batterierne op igen.

Hvorfor er sociale medier vanedannende?

Facebook og flere andre sociale medier er kommercielle forretninger, som er afhængige af, at vi er mange, der finder det interessant at bruge mediet. Derfor er de fleste sociale medier designet til at sikre, at vi kontinuerligt vender tilbage til mediet og bruger mest mulig tid på det. Det gør de bl.a. ved at stimulere særlige centre i hjernen, som trigger vores ubevidste adfærd og skaber en form for afhængighed.

Brug af features som interaktionsknapperne (synes om, del, kommenter), uendelig scroll, auto afspilning og træk for at opdatere, har en stor del af ansvaret for, at vi oplever, det kan være nærmest umuligt at lægge mobilen fra os og stoppe aktiviteterne på de sociale medier. Nye opslag vælter konstant ind i et uendeligt news feed, som vi aldrig når til ende i.

Biologisk og psykologisk set er mennesker ekstremt målrettede. Vi motiveres af at færdiggøre opgaver og komme i mål. Motivationen forstærkes af, at hjernen belønner os med hormoner og signalstoffer, som gør os glade og afslappede, når vi sætter flueben ved en færdig opgave.

Træk for at opdatere funktionen læsser flere 100 nye opslag ind i vores feed og sender os på en omvej i forhold til at nå i mål.
Funktionen kan sammenlignes med en spilleautomat, hvor vi trækker i håndtaget og med høje forventninger venter på udfaldet. Bare et træk mere, og SÅ er der gevinst.

Socialt dopamin-fix

Vores hjerne har et kompliceret belønningssystem, som aktiveres af signalstoffet dopamin. Hvordan systemet præcist fungerer, er ikke målet med denne artikel, men simpelt forklaret belønnes vi med et dopamin fix, hver gang vi tjekker vores feed, og hver gang nogen interagerer med vores billeder og opslag. Virkningen af et dopamin-fix er, at vi bliver glade og afslappede, og det er netop årsagen til, at vi fra med jævne mellemrum afsøger vores sociale medie kanaler for det næste sociale dopamin-fix.

Likes aktiverer hjernens belønningssystem

Studier har vist, at jo flere likes et opslag, vi betragter, har, jo større aktivitet er der i de dele af vores hjerner, som har med social tænkning, belønning og opmærksomhed at gøre. Når vi ser på et billede eller opslag med mange likes, er vi mere koncentrerede og fokuserede og langt mere tilbøjelige til at zoome ind på flere detaljer. Likes fungerer som en social validering, og vi giver derfor helt naturligt billeder og opslag med mange likes mere opmærksomhed, uagtet hvad indholdet på opslaget er.

Når vi ser billeder af os selv med mange likes på sociale medier, sker den største reaktion i den del af hjernen, som har med vores sociale kompetencer at gøre. Vi ser altså vores egne billeder i en social kontekst, hvor vi overvejer, hvordan andre mon ser på os og vurderer forskelligheder og ligheder. Likes på vores egne opslag, aktiverer ligeledes belønningssystemet og en herlig dopaminudladning.

Alene tanken og forventningen om, at nogen har interageret med vores opslag, kan aktivere belønningssystemet og få os til at gribe mobilen for at tjekke, om der skulle være kommet et nyt like.

Der er ingen tvivl om, at sociale medier er designet til at fastholde vores nysgerrighed og fokus på mediet, bl.a. ved at bruge features, som aktiverer vores hjerners belønningssystemer.

Men der sker også noget andet interessant i vores hjerner, som indirekte er med til at hæve vores engagement med mediet og understøtte de underlæggende algoritmer.

Sociale medier og FOMO

Amygdala er en anden del af hjernen, som er i beredskab, når du browser dine sociale medier. Amygdala er en forholdsvis lille del af den ”gamle” krybdyrshjerne, og spiller en central rolle i forhold til din instinktive og ubevidste adfærd.

En vigtig funktion i amygdala er at ringe med alarmklokkerne, hvis du udsættes for en situation, som potentielt kan være en trussel for din overlevelse. På sammen måde ringer klokkerne, hvis du potentielt er ved at gå glip af noget livsvigtigt. Sidstnævnte scenarie er, hvad begrebet FoMO (Fear of Missing Out) udspringer af.

Nu er det næppe et spørgsmål om liv eller død, hvorvidt du er opdateret på de sociale medier eller ej, men for mange mennesker er de sociale medier blevet en livline til et virtuelt fællesskab, der giver en form for ”autentisk” tilhørsforhold til en gruppe af mennesker, som vi spejler os i og sammenligner os med. Et fællesskab som vi for alt i verden vil undgå at blive udelukket fra.

Når amygdala’s beredskab går i gang, frigives stresshormoner i din krop, hvilket er en ubehagelig følelse, som du mærker fysisk. Denne ubehagelige tilstand er designet til at få dig til at handle i livstruende situationer. Yderligere blokeres forbindelsen til den del af hjernen (Prefrontal Cortex), som varetager din evne til at perspektivere, vurdere, konsekvensberegne og udøve selvkontrol – kort sagt din dømmekraft forsvinder og amygdala kører showet.

Det forklarer, hvorfor der desværre er mange, som for at undgå denne ubehagelige tilstand (FoMO), ubevidst intensivere aktiviteterne på de sociale medier, i deres forsøg på ikke at gå glip af noget vigtigt. De bliver således fanget i en selvforstærkende spiral, hvor målet og ønsket om at være opdateret på alt og alle, er en kamp, som mediet med sin "no stop" funktionalitet har gjort det nærmest umulig at vinde.