Webservice- og supportansvarlig

Ledig stilling

Vi søger til ansættelse snarest muligt en service- og supportansvarlig, som i tæt samarbejde med resten af teamet hos Illumi, vil stå for den løbende dialog og koordination med vores kunde om den løbende support på vores løsninger. Det kan være alt fra ad-hoc spørgsmål, mindre udviklingsopgaver, fejlrettelser og serviceopdateringer.  

Lokation: Aarhus C

Kort om os

Illumi er et digitalt bureau, der bygger webløsninger, til virksomheder og organisationer hvis behov og ønsker er så komplekse, innovative eller ambitiøse, at ingen standardprodukter rækker. Vi har succes med at opretholde særdeles lange kundeforhold og her spiller vores service- og supportafdeling en nøglerolle.

Vi søger dig, som

  • ser struktur og løbende opfølgning som nøglekompetencer.
  • kan bevare et køligt overblik, også når der er mange forskelligartede opgaver og projekter i gang.
  • er naturligt hjælpsom og løsningsorienteret i dialogen med vores kunder, både i tale og på skrift.
  • forstår, at kunderne ikke altid selv er teknikere og derfor skal have hjælp til at formulere og kvalificere deres henvendelser.
  • måske har en spirende udvikler i dig, og synes det er sjovt at kunne løse mindre udviklingsopgaver for vores kunder.
  • er nysgerrig og selv opsøger viden om det, der er nødvendigt for at løse opgaverne og hjælpe kunderne.
  • har forretningsforståelser og ønsker at udvikle den succesfulde supportafdeling, vi gennem de seneste par år har opbygget med nye services og tiltag.

Din baggrund

Din baggrund og uddannelse er ikke det vigtigste. Du kan være både nyuddannet eller komme med solid erfaring fra lignende stillinger. Men det er vigtigt, at du kan genkende dig selv i ovenstående beskrivelse, og at du har teknisk flair. Måske er du nyuddannet webudvikler eller informationsteknolog, men det kan også være, du har en mere kommerciel baggrund. Det vigtigste er, at du har den rette indstilling til kundesupport og ambitioner om at dygtiggøre dig.

Hos Illumi tror vi på, at geniale ideer og løsninger opstår i fællesskab, og derfor deler vi ud af vores viden, hjælper hinanden og arbejder sammen på tværs af fagområder. Vi forventer naturligvis, at du har lyst til at smide dine erfaringer og kompetencer i puljen og bidrage til, at vi som virksomhed er førende inden for vores felt.

Vi har i den grad JA-hatten på og store visioner for både vores kunder og os selv. Har du også store visioner, som hviler på et højt fagligt fundament, har du hos os en fantastiske mulighed for at skabe præcist det job, som du drømmer om og trives med.

Om jobbet

  • Du vil være den primære kontakt for vores kunders dag til dag henvendelser. Dette betyder at du kommer til at være det første kontaktpunkt, når vores kunder henvender sig om mindre videreudviklingsopgaver, fejl I deres applikation eller andre forespørgsler. Her er det din vigtigste opgave at kvalificere og afklare opgaven, og bringe den videre I systemet til vores udviklingsteam.
  • Vores casesystem vil blive et omdrejningspunkt for dig som supportansvarlig, hvor du får ansvar for at de oprettede support sager bliver defineret og delegeret til de rigtige personer. En optimal fordeling af sager indebærer, at du er I jævnlig kontakt med vores to projektledere for at aftale en ressourceplan.
  • Supportens tekniske opgaver omfatter at hjælpe med den daglige vedligeholdelse af vores driftsmiljøer. I takt med at du tilegner dig mere teknisk viden, om de teknologier vi anvender i vores setup, vil du blive mere effektiv til at identificere en problemstilling, når den opstår.

Du må gerne have kendskab til Microsoft-baseret teknologi

Illumi's teknologi-stack er primært Microsoft-baseret, og du får et medansvaret for at vedligeholde mange områder af vores IT-infrastruktur.

Det område, du primært vil komme til at arbejde med, er Microsoft Azure, hvor vores applikationer er hosted. I dette økosystem anvender vi en række forskellige ressourcer, bl.a.:

  • Azure SQL
  • Azure virtuelle servere (med IIS)
  • Azure Blob Storage
  • Azure App Services
  • Azure AD + On Promise AD

Herudover vil det være en fordel, hvis du har en god forståelse for internettets grundlæggende arkitektur, herunder DNS, certifikater, servere og er bekendt med Chrome developer tools.

Din hverdag

Du bliver det 18. medlem af Illumi-familien, som består dedikerede og professionelle medarbejdere, og du vil i det daglige primært arbejde sammen med vores udviklere og projektledere omkring løsningen af kundernes digitale udfordringer og opgaver.

Herudover byder din hverdag på:

  • Fast arbejdsuge på 37 timer – vi bruger ikke overarbejde
  • Søde, dygtige og hjælpsomme kolleger
  • Lækker frokostordning og prima kaffe!
  • Fredagsmorgenmad
  • 6. ferieuge, god pensionsordning og sundhedsforsikring
  • Flotte kontorer ved Dokk1 i hjertet af Aarhus med udsigt til havnen

Sådan gør du

Vi er vilde med ansøgninger, der afspejler, det du kan og din personlighed, og der er frit slag i forhold til formatet. Om du sender en videoansøgning eller en old-school en af slagsen, er helt op til dig, men det er væsentligt, at ansøgningen fokuserer på din tilgang til supportfunktionen.

Vil du vide mere om jobbet, inden du søger, kan du kontakte Rasmus Bollerup 4133 5252.

Send din ansøgning til [email protected]

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt. Vi indkalder kandidater løbende.

Mere om Illumi

Hos Illumi gør vi ikke hverdagen til en fest, men vi holder af hverdagen, som den er. Det er en hverdag med travlhed, udfordringer, grin, succeser og ind imellem også nederlag. Vi elsker vores hverdag – netop derfor!